Det var i kolonitiden, jeg drog ud. Størstedelen af Afrika var endnu europæiske kolonier. Året var 1953.
Jeg var 23 år.
Et halvt års orlov og en fribillet bevilget af min arbejdsgiver SAS er grundlaget.
Fribilletten lyder på Dakar i Senegal, det er begyndelsen.
Målet er Ibadan i Nigeria, hvor min bror er lektor ved universitetet. Næste etape ligger hen i det uvisse.
Jeg har en lap papir med adressen på et svensk rederi i Dakar og håber det bedste. Vejen er lang. Mødet med tropernes farver, lyde og lugte og den bløde fornemmelse på huden af varmen er et formidabelt sansechok.
Euforisk vandrer jeg alene rundt i Dakar og suger til mig.
Jeg kan ikke få nok.
Uvisheden og friheden er ekstra krydderier. Nætterne er mørke og fulde af cikadernes eksotiske akkompagnement til loftsviftens cirkellyde i hotelværelset.
De afrikanske tjenere glider lydløst gennem hotelgangene på bare fødder. De bærer muslimernes lange bomulds-pludderbukser, der ligger i bløde folder om benene.

Fra min bror har jeg fået indprentet, at jeg skal bruge ordet "afrikaner" eller nationalitetsbenævnelsen, "Nigerian", "Sierra Leonian", eller eventuelt ordet "black". Men aldrig, aldrig ordet "negro", der af alle afrikanere bliver opfattet som diskriminerende.
Det har jeg husket siden.
Næste dag henvender jeg mig på rederiets adresse og får oplyst, at der i løbet af et par dage er en chance for plads på en svensk fragtbåd, der gik hele vejen ned langs Afrikas vestkyst til Lagos i Nigeria. Den skal lægge til i havnene undervejs for at losse og laste og vil være et par uger om turen. I øvrigt inviterer rederiets direktør og hans kone mig til middag to dage efter sammen med fragtbådens kaptajn og flere andre. De er meget venlige og meget forfærdede over, at en ung pige rejser alene på den måde.

Hos direktørens
Middagen hos direktørens er udsøgt lækker. De afrikanske boys serverer måltidet, som den afrikanske kok har tilberedt. "De er jo slavenaturer", som fru direktørens siger flere gange.
Middagen får en besk bismag undervejs. Snakken går om fælles bekendte og kendte folk, deres indtjening, formuer og transaktioner, hvor meget og hvilken slags spiritus man selv og andre har drukket den sidste tid.
Med mellemrum falder snakken på afrikanerne, deres dovenskab og upålidelighed. Jeg skæver skamfuldt til de flittige boys, der varter os op, men det ser ikke ud til, at de forstår dansk. Selskabets holdninger ryster mig. Jeg koger indvendigt og pipper forsagt imod, men holder hurtigt og fejt min mund. Jeg er gæst. Man omtaler afrikanerne, som om de er laverestående væsner. Man berømmer den gamle, europæiske kultur og håner den afrikanske. Min taknemmelighed mod direktørens for deres gæstfrihed visner. Der bliver noget at hævne engang, tænker jeg og iagttager tjenestefolkene.

Den tredie dag flytter jeg ind i min kahyt på det svenske fragtskib M/S Roxen. Det er den eneste passagerkahyt, og jeg er eneste passager.
Den fjerde dag afsejler vi fra Dakar.
Foran mig ligger fjorten dages sejlads i Sydatlanten, langs Afrikas vestkyst umiddelbart nord for Ækvator i 35-40 graders varme, fra koloni til koloni: Senegal (fransk), Guinea (fransk), Sierra Leone (britisk), Elfenbenskysten (fransk), Guldkysten (britisk), Nigeria (britisk). Besætningen er på 32 mand.
Jeg spiser sammen med kaptajnen, førstestyrmand og maskinmester - chiefen - i et separat rum.
Måltiderne serveres af en svensk ungtjener i hvidt jakkesæt og sort slips. Mens skibet duver let afsted, sidder vi under Ækvators sol og spiser svenske spegesild, Jansons frestelse og köttbullar med tyttebær. De hvide damaskservietter bliver skiftet ud efter hvert måltid.

Ene pige mellem 79 mænd
Første havn er Conakry i Fransk Guinea. Der skal losses og lastes til midnat. Næste dag anløber vi Freetown i den britiske koloni Sierra Leone. Her kommer 47 afrikanske arbejdere ombord. De skal med på resten af turen og retur, losse og laste, banke rust og male skibsskroget.
Nu er jeg ene pige mellem 79 mandfolk. De 47 crewboys rejser store telte på dækket; deres hjem de næste seks uger.
Koøjet i min kahyt vender ud mod teltene, så jeg kan overskue sceneriet derude. De laver mad på det åbne dæk. Det er som vrimmelen i en myretue, mens de indretter sig. De er klædt i pjaltede undertrøjer eller lasede skjorter, hvorfra deres kæmpestore navler stikker frem. Om hovederne har de alle mulige slags laser. Mange er tatoveret i ansigtet, nogle bærer rundt om armen et læderarmbånd som amulet. De råber og ler og snakker.
Gennem deres bridgeboy Howard, som taler engelsk, får jeg at vide, at lønnen er 4 shillings og 10 pence pr. dag plus maden, som de selv skal tilberede. På forhånd har hver af dem betalt 2 pund og 10 shillings til en "hverver".
Da vi lægger til i Freetown kommer en masse folk strømmende for at få arbejde; de går skuffede derfra. Der er rift om arbejdet, selv om Howard siger til mig: "This ship plenty work, plenty dirty".
Jeg må give ham ret.
Rederiets agent og jeg kører rundt i det prægtige landskab omkring Freetown. Der er bushland og vældige skove og mangotræer, hvor aber springer omkring og nysgerrigt iagttager os.

To adskilte verdener
Vi passerer jævnligt afrikanere, der bevæger sig rytmisk gennem landskabets røde sandede jord på bare fødder med tunge byrder på hovederne. Vi passerer de hvides luksusvillaer og gigantiske purpurrøde hibiscusbuske, mens farvestrålende kæmpefirben smutter forbi. Vi ser afrikanernes små hytter og skure under palmerne og deres fritgående høns. Hytterne består ofte kun af fire pæle med blikplader og gamle aviser som tag.
De hvide lever stort set et isoleret overklasseliv uden kontakt med - og uden interesse for - den afrikanske virkelighed og den afrikanske kultur.
De fortsætter deres europæiske hverdag i klubber og flotte boliger, godt støttet af billig spiritus og billige tjenestefolk. To helt adskilte verdener, ligesom ombord på M/S Roxen, hvor de 47 crewboys ingen forbindelse har med det hvide mandskab, bortset fra ordrerne.
Sejladsen fortsætter mod Abidjan på Elfenbenskysten. De afrikanske arbejdere banker rust, det giver et infernalsk spektakel, men efterhånden falder de ind i samme rytme og synger til. Vi passerer på afstand Liberias kyst med sumpe og mangroveskove.

Om aftenen sidder jeg og ser ud over dækket. Månen er fuld. Det er kaptajn Svensson også. Månelyset sammen med lanternelyset oplyser de store telte oven på lastrummene. Det er, som om teltene ånder.
Vi nærmer os den britiske koloni Gold Coast.
Første havn er Takoradi, hvor jeg er i land. Kvinderne er klædt i lange farvestrålende kjoler og bærer børn på ryggen og bylter på hovedet. Mændene har smukke spraglede bomuldsstoffer svøbt om kroppen, den ene skulder er fri.
Atmosfæren ved måltiderne mellem kaptajn Svensson og mig bliver stadig mere anspændt.
Svensson har registreret, at racistiske bemærkninger oprører mig, så han benytter enhver anledning til at lufte sine fordomme og sjofelheder, mens hans små rødsprængte øjne forventningsfuldt iagttager mig. På skibet sidder jeg ikke i gæstfrihedens skruestik, men kan udtrykke mine meninger med kundens ret. Og gør det.
Et par år tidligere har jeg meldt mig ind i foreningen "Een Verden" i en oprigtig og blåøjet tro på frihed, lighed og broderskab. Jeg er på det tidspunkt overbevist om, at verdenskrigens afslutning er begyndelsen på en bedre verden.
Rejsen langs slavekysten og det daglige samvær med Svensson og de hvide "old-coasters" fratager mig visse illusioner.

Losningen
Accra har ingen havn, og der er stærk brænding. Man kan ikke gå ind til kysten, men må losse og laste via små robåde.
Det er utrolig besværligt. Der ligger fire store fragtskibe i kø før os. M/S Roxen ankrer op et godt stykke ude. Vejret er dejligt med høj sol og kølig brise.
Overalt på Roxen arbejder de afrikanske crewboys med at hamre rust og male. Uden for rælingen hænger et brædt med to mand, der banker rust, hele dækket er fuldt af bankende afrikanere.
Én hænger ud over rælingen og maler det udvendige skrog, én er ved at hænge vasketøj op på dækket midt i rustskyerne.
Robåde er begyndt at losse et af de andre skibe. Det er lange, slanke både med ti mand i hver. De går helt ind til skibssiden. Roerne sidder på rælingens kant og ror uafbrudt ud og ind mellem fragtskibe og kysten.
Årerne stødes i vandet forfra, de har form som tre-grenede gafler. Roerne bringer båden frem med ganske små rytmiske tag. Bådene glider og rider på bølgerne, let og elegant. De fleste af roerne er splitternøgne.

Selve losningen foregår ved, at fragten - ofte i store trækasser - bliver sænket ned fra de store skibe ved hjælp af reb og jernlænker for at havne i robådene. Der er mange både om budet; de slås om at sikre sig transporten.
På trediedagen begynder losningen af Roxen. De små robåde gynger op og ned på de høje bølger, og hver gang man tror, at nu er lasten nede i båden, så går skibet op og båden ned, og der er igen flere meter imellem dem.

Roerne hopper i vandet, de råber og skriger og slås vildt for at få fat i lasten, der bliver sænket ud over skibssiden, og bådene forsøger at skubbe hinanden væk for at komme først. To store kasser hænger i reb fra Roxen, de svinger frem og tilbage mellem to både. Fra hver robåd hager fem-seks mand sig fast i kasserne, der ingen vegne kommer.
Overalt hopper og springer og brydes smukke stærke kroppe med svulmende armmuskler, de råber og gestikulerer, og springer i vandet for ikke at blive ramt af den tunge last.
De heldige padler mod kysten med lasten, mens de synger, og styrmanden, der sidder i hver båd med en lang åre, slår samtidig takt med to kastagnetlignende metalstykker.
Det er smukt og kaotisk, og jeg ler, så tårerne triller.
Med flere dages forsinkelse når vi omsider Lagos i Nigeria. Min bror er ikke på kajen. Det har han været på den planlagte ankomstdag, men han må passe sit universitetsarbejde.
Der er fire timers kørsel til Ibadan, hvor han og familien bor. Agenten og hans kone inviterer mig til at overnatte hos dem.
Svensson forsvinder ned i sin kahyt med den sædvanlige flaske whisky i hånden. Det er det sidste, jeg ser af ham.
Efter en hjertelig og vemodig afsked med de øvrige 78 besætningsmedlemmer forlader jeg M/S Roxen, og næste dag kører jeg fra Lagos mod Ibadan.
På bilturen bliver jeg hurtigt klar over, at jeg er kommet til et land fyldt med farer, da jeg ser et skilt i vejsiden med advarsel til bilisterne: "Beware of low-flying airplanes", og lidt længere fremme et andet med teksten: "Beware of elephants crossing the road."
Bussernes destinationsskilte er ikke mindre foruroligende, for eksempel "Pray to God".
Omsider når jeg i god behold Ibadan og familiens favn. Nu begynder fem fantastiske måneder i Storbritanniens største afrikanske koloni, Nigeria.
Få år senere, i 1957, altså for fyrre år siden, bliver kolonien Guldkysten en selvstændig stat under navnet Ghana.
Derefter går det slag i slag med at opnå selvstændighed for kolonierne langs Guinea-bugten.
I 1958: Guinea, i 1960: Senegal, Elfenbenskysten, Nigeria og i 1961: Sierra Leone.

djembe@inform-bbs.dk