|
|
Af Knud Aage Langevad.
Knud Aage Langevad
var styrmand på
Skoleskibet "Danmark" under skibets
Skoleskibet i USA 1939-1945 Skoleskibet DANMARK - 2. Verdenskrig
Her vil jeg gengive tiden 1939-45, da skibet gik ud på togt nr. 7, som skulle vise sig at blive skibets længste togt, idet Danmark først korn hjem til København igen 6 år senere.
Fra begyndelsen var det slet ikke meningen skoleskibet skulle være med ved Verdensudstillingen i New York 1939. Meningen var at artilleriskibet Niels Juel skulli på togt til Amerika med besøg i New York i anledningen af verdensudstillingen. Den spændte udenrigspolitiske situation i Europa førte imidlertid til, at togtet måtte aflyses ligesom inspektionsskibet Ingolf 's togt til Grønland. I 1933 da skibet blev bygget var der en Hr. Hitler som blev kansler i Tyskland og ham var der meget vrøvl med i trediverne i Europa, fordi han lavede farlig uro i politikken. Så i sommeren 1939 fandt Tyskland på at meddele Polen at man ville sende to krydser på høflighedsbesøg til Gdynia, de sidste dage i august og de første dage af september. Man begyndte at blive lidt urolig herhjemme, fordi det var meningen, som nævnt i begyndelsen, at man skulle sende Niels Juel til Amerika. I ministerierne fandt man så på, at man kunne sende Danmark i stedet. Vi blev kaldt til København for at proviante i midten af august måned for vintertogtet og fik 40 elever fra Georg Stage om bord. Vi korn af sted i begyndelsen af august, hvor vi ellers først plejer at sejle omkring den 9.-10. september. Havde det nu været tilfældet, var vi blevet fanget af krigen og ikke kommet af sted. Nu kom Danmark ud på sit længste togt. I de 13 år jeg var med skoleskibet, var de seks af årene væk fra Danmark og fire af disse år var under amerikansk flag. Vi sejlede i begyndelsen af august og kaptajnen valgte den nordlige rute, hvor man forsøger at komme op nord for lavtrykkene og på den måde få østlig vind for en hurtig rejse. Det fik vi, men også en del dårligt vejr. På 38 døgn nåede vi så til New York i midten af september i god tid til DanmarkDay. Medens vi lå i midten af Atlanten var s 2. verdenskrig brudt ud, idet Rusland og Tyskland invaderede Polen. Det var jo meget praktisk at have de to krigsskibe liggende der i Gdynia og bombardere byen. Det var d tyskerne kaldte for et høflighedsbesøg. Medens vi lå i New York fik skibet malet dans flag udenbords samt skibets navn. Danmark var neutralt i begyndelsen af krigen. Ifølge sejlplanen skulle vi efter besøget i New York sejle ned til Baltimore og senere Washington D.C. Den danske minister Kauffmann ønskede, at skibet skulle besøge der amerikanske flådes akademi i Annapolis. Efter at vi nu havde ligget i New York en 14 dages tid afsejlede vi så mod Annapolis i begyndelsen af oktober måned. En nygift lods på Chesapeake Bay.
Nede ved Chesapeake Bay fik vi lods om bord, for den videre rejse mod vort bestemmelsessted. Det var en ung nygift lods og når vi krydsede og kom udenfor den gravede rende var han ulykkelig, for det var han ikke vant til. Vi var nødsaget til at krydse, hvilket tog lang tid, så hver gang der kom et skib i vores nærhed bad vor lods, lodsen i det andet skib, at ringe til sin kone for at fortælle at han ikke viste hvornår har kom hjem. Det tog flere døgn at komme op til Baltimore. Det kan tænkes at kaptajn Knud Hansen har beklaget sig over lodsen, jeg ved det ikke, men da vi skulle sejle til Washington fik vi en ny lods. Han var 80 år og pensioneret. Han var født om bord i sejlskib under den amerikanske borgerkrig, havde sejlet hele sin barndom og ungdom sejlskibe, var blevet lods på Chesapeake, havde lodset hele sit liv der og var nu blevet pensioneret. Han var lykkelig over at skulle lodse et sejlskib igen. Ham havde vi en mægtig fest med i de 14 dage han var om bord. I Baltimore kom han om bord og lodsede os ned af Chesapeake og op for Potomae River til Washington. Han var om bord hele tiden vi lå der, og lodsede os ned af Potomae igen. Jeg sagde til ham, at den anden lods vi havde han var jo nygift. Nygift det er jeg da også, sagde han. Jeg giftede mig med en ung pige på 60 år for et par måneder siden. Hvorfor jeg nævner dette nu, er, at vi senere oppe i New London, læser i avisen, at lods Clark havde meldt sig til handelsflåden som andenstyrmand, han var altså 82 år gammel, var blevet torpederer c mistede livet i en konvoj. Han syntes han skulle gøre en indsats. Vi er nu i begyndelsen af november måned og på vej ned mod St.Thomas hvor vi skal holde jul og nytår. På vejen går vi inden om Puerto Rico, og kaster anker uden for San Juan. I begyndelsen af det nye år sejler vi lidt randt. Er inde på St. John og går til St. Croix, som skulle være den sidste havn inden turen hjemover begynder. Men man vil ikke ha os hjem, så vi får togtet forlænget med en måned. Turen går over til Cuba, Santiago Bay. Nu skal den sidste havn, inden rejsen hjem, være Jacksonville, Florida og der skulle vi være de sidste dage i marts og måske de første dage i begyndelsen af april. Efter visitten på Cuba er vi nu på vej til Pensacola i Florida oppe i nærheden af Mobil« Vi er nu i begyndelsen af marts måned og det begynder allerede at blive et langt togt. Normalt skal vi være hjemme omkring den 15. marts. Efter nogle dage her afsejler vi f mod Jacksonville, der skal vi være de sidste dage af marts. Da vi kom op til lodsen vai der telegram til kaptajn Hansen. Vi skulle holde søen i tre dage til, og det kan tyde på, man hjemme i Danmark var klar over hvad der skulle foregå. Den l. april kom vi så til lodsen igen. Det var nu meningen vi skulle ligge her til den 9. april for så at sejle hjem derefter. Danske skibe under udenlansk flag. Den sidste aften vi lå i Jacksonville, inden rejsen hjemover skulle finde sted, var eleverne inviteret til fest i den tysk-amerikanske forening. Straks før vi skulle afslutte aftenen, blev kaptajn Hansen kaldt til telefonen. Her fik Hansen besked om at Danmark var blevet besat af Tyskland. Festen blev afsluttet og vel om bord igen blev alle mand kaldt på dæk, Kaptajn Hansen fortalte alle om det som var sket. Der var ikke mange 01 bord på skoleskibet som sov godt den nat. Nu var gode råd dyre. Kaptajn Hansen satte sig i forbindelse med den danske minister Henrik Kaufmann i Washington. Kaufmann sagde han ikke ville tage ordre fra den danske regering fordi, de var under tysk pres, så han kunne ikke give nogle råd til os. Men han ville foreslå at vi blev liggende. Der kom telegram til alle danske skibe om al de skulle vende hjem hurtigst muligt. Der var ingen ende på hvad de lovede os, feriepenge, hyrer og hvad ved jeg. Men tyskerne havde gjort den fejl, at alle telegrammerne var ens lydende, det gjorde Kauffmann opmærksom på. Alle danske skibe i Amerika blev enige om at blive liggende. Kauffmann foreslog: "Lad amerikanerne rekvirere de danske skibe". Under sommeren blev skibene rekvireret og sat under Pannama flag eller andet bekvemmelighedsflag hvorved de danske besætninger kunne blive om bord i sine skibe. Ifølge amerikansk le kan udlændinge ikke sejle i skibe med amerikansk flag, og særdeles ikke officerer.
Skoleskibet var ikke det eneste danske skib som lå i Jacksonville,
Rederiet Lauritzen's Kaptajn Knud Hansen stillede skibet til rådighed for Amerika, allerede nogle dage efter besættelsen af Danmark. USA var jo stadigvæk neutralt så man var ikke helt med på den idé. Kaptajn Hansen gjorde flere forsøg, han til og med fik et firma i New York til at vurdere skibet. Det skulle kunne indbringe ca. 2.000.000 kroner. Befolkningen i Jacksonville var usædvanligt flinke ved besætningen i de 20 måneder skibet lå der. Det var en meget vanskelig tid. De som var lønnede fik 10 dollar om måneden fra ambassaden. Eleverne var ulønnede så dem var der ingen penge til. Vi havde lige provianteret for hjemrejsen så i begyndelsen var der ingen nød om bord. mi efterhånden som tiden gik, og selvom vi sparede, begyndte det at knibe med proviant ombord. Men i de 20 måneder skibet lå der kom vi aldrig til at mangle noget. Næsten hver dag holdt der to lastbiler inde på kajen og råbte skibet an. Vi måtte sende en båd ind for at hente frugt, grønsager og kød. Det var noget som beboerne i byen havde organiseret. Vi havde ikke nogen dansk konsul i Jacksonville. Men en svensk som havde påtaget sig at være konsul for os havde en stor vennekreds. Han var direktør for en træfabrik ejet af Du Pont. En dag havde han mrs. Du Pont om bord i Danmark til frokost. Under frokostens gang undrede mrs. Du Pont sig over hvorfor skibets elever ikke kom i land og benyttede byens stadion gratis, som man havde fået lov til. Men de skyldtes at eleverne ikke havde nogen uniformer at tage på. De uniformer man havde, var så medtaget, at dem kunne man ikke sende nogen i land i. Tænk på, at om sommeren kunne blive op til 44° C så det gik ikke at sende folk iland i tykke parade unifonner. Da hun hørte det, gav hun kaptajn Hansen en adresse til et bestemt stormagasin i Jacksonville, der kunne mandskabet få syet to uniformer pr. mand. På dt tidspunkt var 30 elever allerede afmønstret, men der var 90 tilbage og de fik så syet n> uniformer. Ligeledes kunne drengene køre gratis i bus og i selskab med en amerikaner kunne de gå gratis i biografen. På alle leder og kanter blev der hjulpet. Ved en af de første frokoster der var om bord for myndighederne var der en politimester som holdt en tale hvori han sagde "Kaptajn Hansen, jeg skal love dem at varsko mine politifolk om at lave en celle specielt for deres kadetter, hvis de kommer i vanskeligheder". Da der var gået 20 måneder havde vi en frokost for alle de mennesker som havde hjulpet os. Der var samme politimester med, og han rejste sig op og sagde "Jeg kan ikke fatte at der i 20 måneder ikke har været et eneste tilfælde hvor politiet her måtte gribe ind. Cellen som jeg har lovet, har der ikke været brug for". Søndag morgen den 7. december 1941 angreb Japan Pearl Harbour og sænkede det meste af Amerikas Stillehavs-flåde. Nu var Amerika med i krigen. Træningsskib for amerikanske kadetter.
Kaptajn Hansen kaldte officererne, og de 15 elever som var tilbage om bord, til et skibsmøde. "Nu kan vi ikke ligge her mere og drive den af" sagde Hansen. Det blev bestemt, at han skulle tilbyde skibet til den amerikanske stat, gennem minister Henrik Kauffmann. Vi fik besked på man havde modtaget tilbudet og at skibet var overdraget til den amerikanske Coast Guard, det samme som kystvagten, men det lyder så beskedent. Det er altså en lille flåde der har en masse opgaver, ispatruljer, afpatruljering; af kysten og redningsopgaver til søs. Det er en del af den amerikanske flåde. Deres akademi ligger oppe i New London i staten Connecticut, et stykke oven for New York Lige før jul kom to Coast Guard officerer med 15 kadetter om bord. Vi bemærkede at havde en stor sæk med sig, og i den viste det sig, at de havde et maskingevær. Det var nok en slags sikring hvis vi skulle finde på noget. Nu blev skibet gjort klart for at afsejle. Skibet kom i tørdok hvilket var tiltrængt efter 20 måneders oplægning. På dette tidspunkt havde omkring 100 af vore elever fra togt nr. 7 fået hyre. Mange ko ud med norske skibe, nogle mønstrede om bord i danske skibe som lå og ventede på at blive rekvireret. Nogen tog op til Canada og kom ind i flyvevåbnet. Der var drenge som sejlede i konvojer og nogle havnede ude i Stillehavet. Danmarks-drengene var spredt i alle vinde. Lørdag den 27 december 1941 afsejlede skoleskibet fra Jacksonville, til New London. Besætningen bestod af 10 officerer, 15 elever og 10 kadetter fra Coast Guarden. Otte dage senere var skibet på plads i New London, den 3. januar 1942. Inden afrejsen fra Jacksonville blev man nød til at sende et telegram til Nordatlant Kommandoen på Bermuda for at få tilladelse til rejsen med det danske flag under gaflen. Skoleskibet var det eneste skib, udenfor den tyske kontrol, som sejlede under dansk flag. Hvis skibet nu var blevet opbragt af englænderne var det teknisk set et fjendtligt skib. Men det stødte ikke på nogen problemer. Vel fremme i New London var man ikke helt klar over hvad skibet skulle bruges til. S; den første måneds tid blev Danmark brugt som kaserneskib, stadigvæk under dansk flag. En dag kom der en kommission om bord. De fandt på, at man kunne sætte en kanon på bakken og en agter. Kauffmann havde lavet en aftale med amerikanerne om de kunne have baser på Grønland. Derfor havde det jo været en god ide, hvis man kun have et skib med dansk splitflag, til at sejle fornødenheder til baserne deroppe. Det ble heldigvis ikke til noget. Efter nogle uger fandt man så ud af, at man kunne bruge skibe til uddannelse af kadetter. Men problemet var, at der først skulle uddannes officerer til det, og det skulle tage et års tid, for at sejle et sådan skib. Så fandt akademiets chefadmiral James Pine på, at man kunne beholde de danske som var om bord til at se_ skibet som de var vant til. Men det var imod loven, og der var bare en som kunne ændre på den, nemlig præsidenten selv. Præsident Rosevelt gav en særlig dispensation for officererne på Danmark. Skibet skulle føre de amerikanske farver men man fik lov til at beholde de danske uniformer med det tillæg at de skulle have guldstrop på kasketten. Besætningen blev aflønnet som officerer i Coast Guarden. Otte elever blev instruktører om bord på Danmark og syv kom til andre sejlskibe som Coast Guarden havde til sin rådighed. Den 2. februar 1942 blev Dannebrog strøget og Stars and Stripes kom op under gaflen stedet for. Nu kunne uddannelsen af kadetterne begynde. Der blev indkaldt ca. 100 reservekadetter om måneden. Mange af dem var universitetsuddannede, 24-25 år gamle, som havde tænkt sig at blive officerer. De gennemgik et tre måneders kursus, blev for øvrigt kaldt "90 dages vidundere", og så var de altså officerer. Den bedste halvdel blev løjtnanter med det samme, den sidste halvdel skulle vi teste, så vi fik dem om bord i 10 dage. De kom ombord kl. 10 om formiddage og klokken 14 var vi ude i Long Island Sound, her skulle de så op og sætte sejl. Mangt gange var det -20° C om vinteren så det var barske løjer. Vi var nød til at bruge sejl, for den lille motor vi havde kunne ikke gøre meget når det blæste der ude i sundet. Der lå så og sejlede mellem Boston og New York i det beskyttede farvand. Det mest ubehagelige ved det arbejde var, at for hvert arbejde de unge mennesker fik, skulle de have karakter. Var de under middel, ja så var det bare ud af lemmen. Dumpeprocenten lå på 38,8% så af de godt 5.000 som var om bord i skibet bestod 3060. Men havde man haft lidt længere tid, på sig, var mange af dem blevet gode officerer. De kadetter der var; blevet linieofficerer havde gennemgået en fire-årig uddannelse, men på grund af krige havde man taget det fjerde år væk. De kadetter sejlede vi så med om sommeren, og de var en form for sommerferie for os. De ældste kadetter kørte det løb med at sætte alle i yngre klasser i gang. Selvfølgelig skulle vi passe sejladsen. Hjemrejsen. Selvom krigen i foråret 1945 var slut i Europa var den ikke helt færdig for os. USA var stadigvæk i krig med Japan så vi forsatte uddannelsen af kadetter. Efter Japans kapitulation i august 1945 blev det aktuelt med en tilbagelevering afskib« til den danske stat. Det blev bestemt det skulle ske på kong Christian den X's 75 års fødselsdag den 26. september 1945. Det havde U.S. Coast Guard ingenting imod. Tidlig om morgenen den 28. september afsejler Skoleskibet Danmark fra New London efter 3 år og 8 måneder, med kurs New York for eftersyn og proviantering inden rejsen begyndte mod hjemmehavnen. Telegrafisten og lægen var gået i land. I New York begynder vi også at mønstre folk for hjemturen. Der var mange som gerne ville med hjem, både søfolk og ikke søfolk. Til sidst fik vi da ca. 50 danskere som ville sejle med skibet. Den 15. oktober 1945 begynder så endelig rejsen hjem. Det blev noget af en besværlig rejse. Vi gik lige ud i en storm og mange blev søsyge. Det var en temmelig anstrengende historie. Vore sejl var efter hånden blevet gamle, så hver gang vi bjergede sejl gik syningerne. Det meste af min tid gik altså til vejrs med at sy sejl. På vejen hjem over Atlanten fik vi telegram om at gå ind til Færøerne for der skulle være valg, og det var passende at vi gik ind til Torshavn og viste det danske flag. Der lå vi i tre dage. Så skulle vi sejle til et bestemt punkt i Nordsøen for at der blive taget på slæb af Switzer's Garm, til stor fortrydelse for kaptajn Hansen, han havde glædet sig til at gå ind til København for sejl. Men på grund af minefaren var det helt umuligt. Da Garm begynd at slæbe fik vi østlig storm og han slæbte og slæbte men vi kom næsten ingen vegne si vi måtte gå ind til Kristiansand i Norge for at bunkre. Derefter sejlede vi ned til Frederikshavn, hvor kaptajn Hansen's bror, som var lods, kom ombord. Vi fortsatte rejsen mod København, i de minestrøgne ruter. Vi ankom den 13. november 1945. Mange tusinde mennesker var mødt op på havnen for at tage imod os. Da vi var kommet til kaj, brast politiets afspærringer og alle mulige mennesker kom om bord for at hilse velkommen hjem. Kilde:http://www.infodesign.dk/skoleskib/ verden/verden.htm til toppen |
|